Porsche 930 Turbo
1977
|
122.000 km
|
300 hk

Har du nogensinde hørt om ”The widowmaker”? – første generation af 911 Turbo med 3,3-liters boxermotor er guddommelig og frygtindgydende. Sidstnævnte resulterede desværre i øgenavnet. 

Bilen er absolut ikonografi indenfor fuldblodshistorie og om lidt finder du ud af, at det er bilens ejer også. 

Som så meget andet med Porsche var det motorsporten, som banede vejen for versionen med de massivt brede skærme, det smalle frontparti og den karakteristiske hækvinge, også kaldet ‘the whale tail’. Blandt kendere har modellen aldrig heddet andet end typebetegnelsen, 930.

Turboladeren var troldmandsværk i racerbilerne, og i gadebilerne vidste man, at den kunne gøre underværker så store, at man til den internationale biludstilling i Paris i 1973 præsenterede konceptet til en turboladet 911 til gadebrug. Produktionsmodellen blev præsenteret året efter, og de første eksemplarer rullede af samlebåndet i Zuffenhausen allerede i februar 1975. Porsche 911 Turbo blev med ét verdens hurtigste serieproducerede gadebil, og det siger sig selv, at den strøg til tops på listen over tidens mest populære sportsvogne. Et prædikat, som den har båret med sig hele vejen til i dag.

Denne 911 Turbo er produceret i december 1977 og er derfor blandt en af de absolut første eksemplarer fra modelåret 1978. Netop dette modelår er særligt betydningsfuldt og skælsættende for 911 Turbo, da man opgraderer til den store 3,3-liters motor med ladeluftkøler og 300 hestekræfter som erstatning for den mindre 3,0-liters motor. Fra 1978 får bilen samtidig de ekstra kraftige bremser, som var inspireret af den mægtige 917-racerbil, der havde sat dagsordenen på Le Mans, Daytona og andre legendariske racerbaner. Derudover er den fra tiden før de ekstravagante firsere og fremstår således i et utroligt stilfuldt, puristisk og frem for alt originalt halvfjerdserlook med tidstypiske detaljer som de blankpolerede vinduesrammer og en sort kabine med velourbetrukne sportssæder.

Denne eksakte 911 Turbo er ejet af den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen, som søgte et eksemplar ud over det sædvanlige. Bilen har ikke blot stået stille i en garage, men derimod været hyppigt anvendt på de danske landeveje – hvilket er præcis, hvad en sådan bil har godt af. Bilen har været i Kevin Magnussens eje siden foråret 2019, og racerkøreren har spenderet cirka 4.000 kilometer bag rattet, før han stillede bilen hos os i starten af juli.

Bilen er oprindeligt produceret til det europæiske marked med tysk landekode, men har tilbragt det meste af sit liv i USA, hvor den har kørt i stater som Texas og Arizona. Først i 2013 forlader den Nordamerika og importeres til Danmark via Holland, hvor en passioneret dansk entusiast i 2014 igangsætter en omfattende og meget systematisk anlagt restaurering.

Denne restaurering, som tydeligvis har været styret af professionelle kræfter, bærer præg af ønsket om at komme helt dybden og ikke spare på noget som helst. Samtidig er arbejdet foretaget med en utrolig tålmodighed og respekt for det originale. Her er således kun anvendt originale komponenter, og kenderen vil for eksempel bemærke, at alle bilens ruder, forruden inklusive, bærer de originale mærker, ligesom de 16-tommers Fuchs-fælge har gennemgået den helt korrekte elektrokemiske anodiseringsproces, hvilket både giver aluminiumsoverfladen et helt korrekt ’ab-fabrik-look’ og ikke mindst forbedrer korrosionsbestandigheden og gør vedligeholdelsen nemmere.

Her er naturligvis tale om matching numbers, og både motor og gearkasse har ligesom resten af bilen været skilt ad og renoveret, hvilket du tydeligt mærker fra det øjeblik, nøglen drejes. Man siger, at ikke to luftkølede boxermotorer lyder ens, og denne har således sin helt egen rå, dybe og nærmest growlende lyd. Bilen vidner om en tid, hvor turbokræfter blev leveret på den mest voldsomme manér, men samtidig er den letkørt og utrolig smidig. Den firetrins gearkasse hører med sine faste skift til blandt de allerbedste, vi har oplevet i disse modeller.

Denne 911 Turbo fremstår som beskrevet i guddommeligt flot, original, fejlfri og perfekt kørende stand og naturligvis med tilhørende certificeringsdokument fra Porsche. Et eksemplar, som er klar til at give en kommende ejer fantastiske køreoplevelser, eller som kunne indgå i en samling af historiens mest epokegørende sportsvogne – nu også med dansk og international Formel 1-historie.

Specifikatoner

Produktionsår: 1977
Årgang: 1978
Kilometerstand: 122.000 km.
Hestekræfter: 300 hk.
Gearkasse: Manuel 4-trin
Accel. 0-100 km/t: 5.4 sekunder
Topfart: 260 km/t

Tekniske specifikatoner

C00: Tysk landekode
68: Sorte lædersæder
261: Justerbare sidespejle
409: Sportssæder (fører og pass.)
469: Sort loftsbeklædning
559: Klimakontrol
650: Elektrisk soltag
7AK: Nålestribet sædemidte

Økonomi

Kontantpris: 1.200.000,- inkl. moms og eks. registreringsafgift.