Porsche 964 Carrera 4
1989
|
254.000 km
|
250 hk

Veldokumenteret 911 Carrera 4 fra den tidlige serie af 964-generationen. Født i Stuttgart, leveret som ny i Spanien og sidenhen dansk ejet. Meget attraktiv version med manuel gearkasse, sort eksteriør og sort kabine med del-læder.

Dette eksemplar blev registreret til sin første ejer – en velhavende forlægger og avisudgiver fra havnebyen La Coruña i Spanien, den 22. september 1989 – og har op gennem halvfemserne løbende været serviceret hos Porsche Espana S.A. i Madrid. Bilen skiftede siden ejer og flyttede til Madrid, før den blev eksporteret til Danmark af sin tredje ejer – en dansk entusiast, som helt indtil foråret 2017 anvendte bilen på daglig basis. Navne på alle bilens tre ejere er udførligt noteret i bilens servicebog, hvor også vedligeholdelseshistorie og udstyrskoder fremgår.

Bilens solide kilometertal vidner om en 911, som gennem hele sin levetid har været holdt kørende, men samtidig er blevet passet og plejet efter forskrifterne. Den har i al sin tid i Danmark været serviceret af den samme anerkendte Porsche-specialist, og det var også dér, at bilen i 2005, med 129.500 kilometer på triptælleren, gennemgik en omfattende motorrenovering. Denne operation er naturligvis noteret i bilens servicebog, hvor også udskiftningen af speedometeret er nøje anført.

Er man på jagt efter en original, utrolig velkørende og smukt patineret Porsche 911 fra 964-generationen til lange og underholdende ture på landevejene, er dette et rigtig interessant eksemplar. Bilen indgår i øjeblikket som en del af en privat samling og har kun kørt ganske få kilometer, siden den i 2017 blev gennemgået og serviceret for 46.000 kroner eksklusive moms. Bilen er uden dansk registreringsafgift og dermed velegnet til flexleasing.

964-modellen blev præsenteret i 1988, og dem, der ikke vidste bedre, troede, at der blot var tale om et facelift af G-modellen. Men under det velkendte karrosseri med de nye, bredere kofangere i kunststof og den, på det tidspunkt magiske, aktive hækspoiler, gemte sig dog en bil, som var 87 procent ny – inklusive undervognen, som i stedet for den særlige torsionsaffjedring nu var udstyret med mere tidssvarende fjedre og dæmpere på alle fire hjul. Ligeledes blev ABS-bremser standard.

Den nyudviklede 3,6-liters boxermotor var stadig luftkølet, men producerede nu 250 hestekræfter, hvilket gjorde det muligt at nå en topfart på over 260 kilometer i timen, og samtidig kunne 964-modellen præsentere noget af den teknologi, som Porsches ingeniører havde udviklet under arbejdet med superbilen 959 – vigtigst af alt firehjulstræk. Faktisk blev 964-generationen begyndelsesvist lanceret i den firehjulstrukne Carrera 4-version, og først senere fulgte den baghjulstrukne Carrera 2.

Udstyr

L700: Sort
C27: Landekode Spanien
150: Blaupunkt Toronto SQR 46
425: Bagrudevisker/vasker
437: Elektrisk førersæde
573: Klimaanlæg
650: Elektrisk skydetag